fbpx

JOBREJSEN

Ja, hvilken rejse?!

Jeg har vist tidligere skrevet lidt om min baggrund og mine tanker om at gå i helt andre retninger. I juni i år blev jeg færdig med min sundhedsfaglige kandidatuddannelse – en overbygning på min fysioterapeutuddannelse fra 2011. Jeg havde længe overvejet en mere kreativ retning, men det “fornuftige” valg vejede tungest dengang i 2016.

Kort fortalt tog min lille profil på IG fart i løbet af 2016 og ligeså gjorde min fotografering, men jeg skulle selvfølgelige gøre min uddannelse færdig. Jeg kunne have valgt at stoppe, men hvad skulle jeg så? Jeg kunne jo ikke leve af søde kommentarer og et par fotograferinger hist og her. Min søde specialemakker fik lynhurtigt en del jobtilbud allerede imens vi skrev speciale. Jeg havde slet ikke travlt med at søge jobs. Jeg regnede stærkt med, at jeg var heldig; forstået på den måde, at jeg garanteret ville blive kontaktet af nogle, der lige stod og manglede sådan en som mig inden for markedsføring eller foto. For sådan er det egentlig ofte gået mig – nemt og ligetil. Alt skulle nok gå. Jeg lænede mig tilbage og ventede.

Men da min veninde endte med at få tilbudt job, inden vi overhovedet havde afleveret specialet, kom jeg alligevel lidt op ad sofaen. Jeg ville altså også have et job. Og hvis jobbet ikke kom til mig som ventet, måtte jeg jo komme til jobbet. Så da specialet var afleveret og forsvaret, indledte jeg jagten på mit næste job – topmotiveret! Og det skulle være inden for sundhedsfaget. Jeg fandt et oplagt stillingsopslag og sendte en meget motiveret ansøgning – synes jeg selv…. men jeg hørte ikke noget! What? Hvordan kunne det ske? Jeg plejer altid at være den heldige. Hende, der vinder konkurrencen, hende, der får jobbet, hende, der ikke behøver være opsøgende. Så det her var jeg ikke vant til. Bum. Jeg blev måske en anelse demotiveret af at få afslag på afslag. Jeg skulle jo søge de obligatoriske to jobs om ugen. De første par måneder var jeg ret ihærdig og søgte så snart, jeg så en interessant stilling, men som tiden gik, og jeg (meget undrende) stadig fik afslag, dalede motivationen. Ofte sad jeg søndag aften kl. 23 og ændrede adressefeltet, inden en intetsigende ansøgning blev sendt afsted. Bevares, kun hvis der vitterligt ikke var noget spændende at søge. Og de spændende stillinger omhandlede markedsføring. Søndagsansøgningerne var ofte fys-stillinger, som jeg ikke håbede at komme i betragtning til.

De første par måneder hørte jeg ikke meget fra hverken a-kasse eller jobcenter, og jeg ringede flere gange for at høre om ikke de havde nogle tilbud, jeg kunne deltage i. I oktober kom jeg på et 3 ugers CV- og ansøgningskursus. Jeg var fyr og flamme – det måtte da kunne opkvalificere mine muligheder for at komme i betragtning til et job! Vi havde en fantastisk underviser, og jeg fik også en del med derfra både ift. udforming af ansøgninger og en større indsigt i mine styrke og svagheder, men også et større netværk blandt de deltagere, der var med på holdet. Jeg fik sågar en kontakt til Ønskebørns hovedkontor i Horsens, som manglede en marketingmedarbejder. De ønskede dog en praktikant, og på det tidspunkt var jeg også i kontakt med House Of Kids, og det endte med en virksomhedspraktik hos dem i otte uger fra 1. oktober til 30. november. Det var fedt at få lov at blive en del af deres team, så jeg kunne få tilføjet lidt til mit ret blanke CV inden for markedsføring.

Det var nogle vildt spændende, udfordrende og lærerige uger hos HOK, og jeg blev klogere på både mig selv, mine ønsker og min retning udi et kommende ønskejob og selvfølgelig også på markedsføring. Jeg arbejdede primært med tekstforfatning til SoMe, nyhedsmails og kontakt til influencere. Jeg var super glad for at være der, men der var ikke helt plads til at udfolde mine kreative idéer og tanker, så slut november udløb min praktikperiode, og jeg vendte tilbage til livet som ledig (eller det har jeg jo hele tiden været, men nu igen på hjemmefronten).

Det skal lige siges, at jeg faktisk blev ringet op slut oktober af Mette, som jeg havde sendt en ansøgning en måneds tid forinden. Hun havde fundet min ansøgning ret interessant og ville gerne indkalde mig til en samtale hos Done By Deer. Jeg var sådan lidt “whaaaat, really?”. Ud af de mange, mange ansøgninger var der endelig gevinst! Og endda inden for markedsføring som jeg jo slet ikke havde en teoretisk baggrund for at søge. Det var så fedt, og motivationen vendte tilbage på fuld styrke ift. at søge og sende motiverede ansøgninger – nu kunne det jo rent faktisk lade sig gøre! Jeg var til samtale (1 ud af 6 – og med over 150 ansøgere – jaja, lidt beæret har man lov at være). En virkelig god samtale. Men jeg blev ikke valgt, selvom jeg efter Mettes udsagn var lige ved og næsten. Jeg blev tilvalgt pga. mine fotoskills, men fravalgt i sidste ende grundet manglende erfaring med SoMe på et professionelt plan. Æv! Men jeg fik den allerfineste mail med afslaget. Det var en meget personlig mail, og det føltes næsten lige så godt som et jobtilbud. Hun skrev den sødeste mail altså, og det motiverede mig endnu mere. Derefter søgte og søgte jeg, men hurtigt fandt jeg ud af, at det virkelig var et lucky punch med dén samtale hos Done By Deer. For det har været den eneste samtale overhovedet. Jeg har fået afslag lige siden. Hm.

I forbindelse med tilbuddene hos jobcentret tilmeldte jeg mig tilbage i august et video-CV. Altså hvor jeg kunne få optaget en video med mig selv, hvor jeg fortæller lidt om, hvem jeg er, og hvad jeg søger. Det blev udskudt et par gange grundet min travle praktikperiode hos HOK, men start december var det endelig tid til video-CV. Jeg ved ikke, hvor begejstret jeg egentlig var, da dagen oprandt. Jeg har snakket med nogle stykker, der også har været jobcenter-møllen igennem, og som synes deres videoer blev så lidt gode, at de slet ikke er blevet brugt i forbindelse med jobsøgning, så jeg havde ærlig talt ikke de store forhåbninger til den video.

Jeg håbede på lidt sparring fra jobcentret ift., hvad der skulle siges, hvordan man skulle stå, hvornår man skulle smile, holde pause og lignende i videoen, men det var der ikke meget af. Vi fik blot at vide, at vi skulle møde op den og den dag, hvor vi havde 20 minutter til at få optaget videoen. Den måtte max. fylde 1-1,5 minut, og vi skulle gå hjem og øve os grundigt på det, der skulle siges og desuden have materiale med til “dæk-billeder” (de still-billeder, der dukker op i videoen, mens jeg taler). Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at jeg ville målrette videoen mod min passion inden for fotografi og markedsføring. Jeg kunne også have valgt at tale om min sundhedsfaglige kandidat, men det er jo slet ikke det, jeg drømmer om. Jeg måtte også lave to videoer – en med foto/markedsføring og en med sundhedsvidenskab, men ærligt, så havde jeg ikke lyst til at komme i betragtning til de sundhedsfaglige stillingsopslag, så jeg holdt mig til én video.

Inden vi gik igang, fik vi kort præsenteret de vældig gode resultater, man kunne opnå med sådan et video-CV. Statistikkerne talte deres eget sprog: virkelig mange fik job inden for de første 2 måneder med en video som supplement til den skriftlige ansøgning. Hm hm, den statistik regnede jeg ikke med at blive en del af. Eller rettere, jeg troede ikke min video ville tilføre ret meget mere end mine motiverede ansøgninger kunne. Det skulle vise sig, at jeg tog fejl. Lucky me.

Jeg fik tilsendt videoen et par dage efter optagelserne og var egentlig positiv overrasket, da jeg så den. Det er altid lidt underligt at se sig selv tale og være på. Det sagte var måske ikke videre prangende, men selve udførelsen af videoen med mine dækbilleder i kombination med min lille salgstale og fokus på mig, mens jeg talte, blev egentlig ganske fint. Og jeg besluttede mig for at dele den på LinkedIn i sidste uge (faktisk præcis en uge siden i dag). Hvad var det værste, der kunne ske? Jeg er ret ny på LinkedIn, men synes det er en ret fed platform rent kompetence-og arbejdsmæssigt. Jeg fik da også en del visninger, nye forbindelser og likes fra folk jeg ikke kendte (og som faktisk arbejdede med markedsføring). Men mere skete der ikke. Et par dage efter lagde jeg et lille klip i min story på IG. Der var en del af jer, der “swipede” og så med. Og tak for det! Flere af jer skrev også en sød kommentar til mig i min indbakke. Det varmede! Men stadig ikke noget job.

Det skal siges, at jeg i alle disse måneder, der er gået siden sommerferien har fotograferet virkelig meget! Så mange skønne børn har været forbi min linse, og det har været så fedt! Jeg har også overvejet ret kraftigt om jeg kunne/skulle leve af det. Men… der er altså ikke vanvittig mange penge i børnefotografering, og jeg tror også, jeg ville have svært ved at bevare gnisten, hvis det blev mit primære job. Jeg har derfor længe drømt om en deltidsstilling som kunne kombineres med min lille fotovirksomhed. Og den deltidsstilling kunne – efterhånden som tiden gik – være hvad som helst. Jeg har senest søgt en stilling som personlig hjælper for en kvinde med sklerose. 20-25 timer om ugen i dagtimerne tre dage om ugen. Helt perfekt! Og jeg var egentlig ret overbevist (igen) om, at dén ville jeg få. Jeg skrev i hvert fald en ret motiveret ansøgning. Men.. surprise.. den har jeg heller ikke hørt noget fra. Hm. Nå, men tilbage til min video.

Som sagt var I flere, der så den; deriblandt Lisette fra CowConcept. Hende, der sælger de der ret lækre tasker (min seje strikke-/toilettaske i cognacfarvet læder er fra hendes efterhånden store biks). Lisette delte linket til min video på Facebook i forgårs. Jeg havde egentlig også selv tænkt, at lægge den på FB på et tidspunkt, men ville afvente om jeg skulle være så heldig at få et job ud af mine mange ansøgninger i december måned. Men Lisette kom mig i forkøbet – og måske var det godt det samme. Lisette er så mega dygtig til det, hun gør og får tilført sin butik – både den fysiske butik i Viborg og ikke mindst sin online tilstedeværelse på sociale medier. Jeg kender Lisette, da vi har børn i samme institution.

Nå, men skæbnen ville, at jeg i går, da jeg står og prøver tøj i Zara, bliver ringet op af en mand fra et stort bilhus i Viborg. Jeg når lige at tænke om vores bil er indblandet, men han får hurtigt fortalt, at han har snakket med Lisette efter at have set min video. De har sågar drukket kaffe tidligere på dagen og snakket om mig! Og søde Lisette mente, at ham og jeg kunne være et godt match. Han manglede en til markedsføring (og 500 andre mega fede ting), og der kom jeg ind i billedet. Han var ret ligeglad med eksamensbevis, så længe passionen var der. Og det må man sige, min er! Så vi blev hurtige enige om at mødes til en snak – samme dag, så jeg måtte forlade Odense og min søster i går eftermiddags før tid for at køre hjem til Viborg. Jeg landede på adressen kl. 17, og vi snakkede indtil kl. 18.30, hvor jeg gik derfra med et job! Hvor svært kan det?! Amen, det var en vild dag i går! Et halvt år på dagpenge og alt for mange ansøgninger uden gevinst, og så pludselig – bum! Og sørme om ikke jeg blev ringet op i formiddags af en anden, der havde set mit video, fordi en anden i mit netværk havde delt den. Jeg måtte så fortælle, at jeg allerede havde fået job! Så girls and boys, efter 6 dages “liggetid” på sociale medier fik jeg tilbudt ikke blot ét, men hele to jobs! Hvad ville der ikke være sket, hvis jeg selv havde nået at dele den på FB? 😉 Men jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg lander på helt rette hylde her med mulighed for at skabe og forme min egen stilling. Jeg får den fornemme titel af “marketingansvarlig” med reference til ejeren af bilhuset. Det er en ny stilling, og det er så fedt at kunne starte et sted, hvor der ikke er noget, der hedder “plejer”. Selvom biler måske ikke lige var dét, jeg havde forestillet mig, så føles det bare så godt i maven! Ikke mindst på grund af arbejdsopgaverne og arbejdsstedet. Jeg tror, jeg kommer til at befinde mig ganske fint i en “mande-verden”, og jeg kan næsten ikke vente til det bliver d. 3. januar 2019 🙂

Det betyder også, at jeg drosler ned på fotografering. Jeg skal arbejde fuld tid (der er rigeligt med opgaver at gå igang med, og det er så fedt!), så jeg får ikke samme tid som jeg har haft det sidste halve år. Men jeg vil helt sikkert afholde mine såkaldte foto-events, når det lige kan passe ind.

PS. Hvis du er nysgerrig på min video, kan den ses her




2 thoughts on “JOBREJSEN”

  • Fantastisk! Stort tillykke!!
    Så må jeg være ude i god tid, så jeg kan få billeder af Ellie og ‘lillesøster’ Agnes , sammen, i løbet af foråret☺️
    Glædelig jul
    /Sara

  • Åh, tusind tak! Det er virkelig en rar fornemmelse! Hehe, ja, jeg åbner helt sikkert op for foto indimellem – det kan jeg ikke undvære 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.