JANTELOV, IG-KARMA OG SELVVÆRD



Endnu et lille indlæg har fundet vej til bloggen. Det kører sgu da meget godt, gør det ikke? 😜 

Jeg postede i går aftes et billede fra gårsdagens photoshoot med Kodanska og Kristinna Andreasen, og jeg har fået så mange søde kommentarer både under opslaget og i min indbakke, så tak for det!

I forgårs afsluttede jeg min kandidatuddannelse med et 12-tal. Det er jeg sindssygt stolt af, og jeg er vildt overrasket over så høj en karakter. Jeg fik en karakter, der forhåbentlig afspejler mine kompetencer og evner på dagen (for ja, det handler jo lidt om selve dagen og om alt spiller på lige akkurat de 35 minutter, man sidder foran censor og vejleder). Og det gjorde det åbenbart, og det er jeg stolt af! Det er ret tilfredsstillende og vanvittigt at slutte 2 års intense studier af på dén måde. Og det leder mig til dagens blogpost, der handler lidt om at være ligeglad med janteloven og hvad andre tænker, og samtidig om at rose sig selv og andre. 

Jeg postede som sagt et billede i går efter dagens photoshoot. Ikke fordi jeg vil hævde mig over andre med min “succes” (se, dét kunne klinge hult for nogen. Taler hun nu også om succes?), men fordi jeg vil inspirere andre til også at gøre det de brænder for. Og jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke også håbede på, at andre så mine billeder/min profil og tænkte “hey, hende kan vi da bruge til et eller andet”. At photoshootet i går overhovedet blev til, skyldtes vist mest held og ikke mindst god IG-karma. For det var rene tilfældigheder, at vi tre kvinder “mødtes” på IG. Janni Thorhauge fulgte med hos Kodanska, som søgte en til at tage nogle billeder af sine glas- og keramikprodukter, og da jeg blandt andet søgte efter fotojobs, ja, så kontaktede Janni os hver især. Er det ikke bare fantastisk og IG-karma og -netværk på allersmukkeste vis? Og den lille historie måtte jeg altså dele med jer. Ikke fordi I skal skrive, at jeg er god, sej eller dygtig (selvom det da booster selvtillidskontoen, så tak for det!), men fordi jeg som sagt bare gerne vil inspirere andre til også at tro på det de brænder for og ikke mindst for at fortælle, hvad IG kan bringe med sig.

Og nu til lidt mere snak om det at rose sig selv og andre. Det skal ikke lyde som om, jeg er ligeglad med om jeg får ros eller ej. Det er da vildt bekræftende at få rosende ord med på vejen. Jeg vokser altid lige et par centimeter eller to, når der tikker kommentarer ind med ord som sej, dygtig, sød og inspirerende, for det gør da noget godt ved selvtilliden. Og det gælder både i den virtuelle og den virkelige verden. Når det er sagt hviler jeg i bund og grund fint i mig selv, og jeg tvivler sjældent på mine egne evner. Mit selvværd er nok ret solidt. Når det er sagt, kan jeg også sagtens være usikker, men ikke ret lang tid af gangen. Og det påvirker mig sjældent i særlig høj grad. Så likes og kommentarer er virkelig skønt, men mit selvværd lider ingen last, hvis det modsatte skulle ske. Jeg higer ikke efter anderkendelse fra andre. Jeg er rimelig sikker på, at det jeg gør, er godt nok. Uanset hvad andre tænker. Jeg ved, at der er mange derude i cyberspace, der lader sig påvirke af, hvad andre mener og tænker og gør meget for at være som andre gerne vil se dem. Jeg skal ikke spille alt for “hellig”, for jeg kigger da også på mine likes og kommentarer, men ofte bliver det mere til et trækken på skuldrene, hvis et opslag ikke har fået så mange likes som andre. Det styrer hverken mit humør eller hvad jeg poster på IG (bevares, jeg tænker bestemt over, hvad jeg poster, men det er mig, der bestemmer og ikke andre). IG fylder rigtig meget, da jeg er vild med både at tage billeder og ikke mindst interaktionen med alle “derude”, men hvis jeg skulle måle min “succes” på antal likes eller kommentarer, ville min dag vist hurtigt kunne gå fra god til knap så god, så dét kommer aldrig til at ske.

Det sidste år har jeg snøret løbeskoene mellem 2-4 gange om ugen. Og det er jeg sgu også lidt stolt af. At jeg har kunnet holde fast – for en gangs skyld. Nu er jeg virkelig blevet bidt af det, og jeg elsker at konkurrere med mig selv på hastighed og distance. Når jeg har været afsted på en løbetur, sender jeg ofte en snap afsted til min nære omgangskreds – som i: “jeg har lige været afsted; mon jeg kan motivere dig til også at komme afsted?”. For det er derfor jeg gør det – fordi jeg selv bliver topmotiveret af at modtage andres løbesnaps. Jeg tænker altid: “ej, så skal jeg da også afsted”. På med løbetøj og -sko og afsti afsted. Jeg sender ikke snaps for at få at vide, hvor sej eller god jeg er. Jeg gør det, fordi jeg selv får lyst til at løbe, når andre sender til mig.

 

Nu kommer hele dette skriv let til at lyde som om, jeg ofte roser mig selv til skyerne. Det tror jeg nu ikke. For der er også lidt jantelov gemt i mig. Eller jantelov er måske så meget sagt. Jeg tænker nok mere på mig selv som ydmyg også. Som i at hvis folk kan lide det jeg laver, lide mig som person, som fotograf osv., ja, så skal de nok finde mig.  Alt godt kommer til den, der venter. Ik?

 

Til slut vil jeg lige slå fast, at jeg aldrig oplever negative kommentarer på Instagram eller andre steder. For mig er de sociale medier ét stort klappen-hinanden-på-skulderen – på den gode måde, og lad det endeligt fortsætte sådan. Dette indlæg blev vist lidt rodet og ikke så tro mod sin titel. I bund og grund ville jeg nok bare fortælle, hvem jeg er – både på de sociale medier og i virkeligheden, men også give alle jer derude en tro på, at alt kan lade sig gøre, og at det er helt i orden at prale lidt med sin succes uanset hvordan succes måles, vejes og opnåes. 

 

PS. Billederne i toppen er nogle af dem, jeg skød for Kodanska. Ret fine sager hun laver, ik? Så er der lidt af blive inspireret af.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.