fbpx

FRA FIRE TIL TRE

Som mange af jer måske har læst på min kære IG-profil, så var min sommer ikke helt som den plejer. Bo og jeg valgte at gå fra hinanden efter 12,5 år. Da jeg offentliggjorde det på Instagram, fik jeg overvældende mange kommentarer og søde beskeder. I er sgu så søde altså! Udover hjerter og søde “tanker til dig”-beskeder fik jeg også et par “åh, jeg står i samme situation” eller “åh, jeg overvejer virkelig om det også er den vej, det skal gå herhjemme”. Det var vildt overraskende og lidt tankevækkende, at flere af jer går/gik med samme tanker. Men måske siger det bare noget om, at livet med børn og en kernefamilie (hvad det så end er) ikke altid er en dans på roser ELLER som man måske skulle tro dømt ud fra sociale medier. Nå, men jeg lovede jer et indlæg om det hele. Eller lovede og lovede – det var vist mig selv, der skrev, at jeg ville skrive et lille indlæg om det. Så… here goes. 


Jeg vil egentlig ikke skrive så meget om selve bruddet – det foregik ret stille og roligt. Det var Bo, der tog beslutningen, og jeg må da ærligt indrømme, at det kom bag på mig. Jeg kunne ikke overskue, at vi skulle til at dele alt og da slet ikke børnene! Men han var ret afklaret, og da jeg indså dét, ja, så blev jeg på mærkværdigvis lettet. Sådan helt ned i maven. En vild følelse! Men ikke desto mindre var det vitterligt sådan jeg fik det. Bevares, det tog da lige et par uger at vænne sig til tanken, og det var ikke uden tårer. Men det handlede om børnene. Og når jeg var allermest ked af det, spurgte jeg Bo om vi ikke lige kunne kramme, så jeg kunne mærke, at vi var sammen om at komme godt igennem det her for børnenes skyld. Og heldigvis var vi enige. Vi boede sammen i en måneds tid efter beslutningen. Jeg fik på mirakuløs ret hurtigt det allerfineste lille hus med den helt rette placering ift. arbejde (6 min. på cykel og 1 minut i bil til Viggas skole), og det var og er SÅ skønt! Jeg føler mig så meget hjemme – helt ind i hjertet. Jeg elsker det virkeligt! Det forstærkes nok også af, at vi alle fire siden marts har boet i min mormors kælder, og lad os bare sige, at det absolut ikke gjorde det nemmere at være en kernefamilie på fire 😅 Så at komme “op til jordoverfladen” igen, er helt sikkert også en af årsagerne til min glæde over det lille hus. 


Og hvordan har jeg det så? GODT!.. er det korte svar. Sådan virkelig godt! Og det er måske lidt overraskende. For det var jo Bo, der tog beslutningen. Jamen, hvordan kan du så virke så afklaret og tilpas i dit nye liv, Lise? Jeg tror, det handler om, at jeg i bund og grund sagtens kan mærke, at Bo og jeg til sidst var mere venner end kærester og små-hakkede på hinanden konstant. Men jeg kunne ikke tage beslutningen at gå hver til sit med børn inde i billedet. Alle familier med børn har vel deres at slås med, så jeg var sikker på, at vi nok skulle klare os igennem – om ikke andet, så for børnenes skyld. Skidt pyt med mig (og Bo). Alt for børnene. Men Bo tog som sagt beslutningen, og så var det på en eller anden måde nemmere. At vi var sammen om det – selvom det var ham.

Det har taget lidt tid (relativt –  måske en måneds tid) at finde sig selv i det nye. I særdeleshed at skulle finde ud af, hvem Lise er. For når børnene har forladt huset, er der altså kun Lise tilbage. Hun er stadig mor, men i ugen uden børn er jeg også så meget mere. Eller det er jeg jo hele tiden, men nu bliver det pludselig ret tydeligt, at jeg er mere end mor. Og i øvrigt ikke længere nogens kæreste! 😅 Det har helt sikkert sine fordele og ulemper – lige nu er det dog mest fordelene, der er til at få øje på. Alle forventninger (til hinanden) er forsvundet, og jeg har kun mig selv at tænke på og være noget for i ugerne uden børn. Det er sgu anderledes.. på den gode måde.
Vi deler børnene 7/7 fra mandag til mandag – eller indtil nu har det været om søndagen, fordi det bare har passet os bedst ift. Bos fodbold, mine aftaler osv, og det fungerer fint. Vigga spiller fodbold mandag og onsdag, og Wilfred spiller lørdag. Bo er træner for dem begge, så selvom de er hos mig, ser de Bo minimum tre gange om ugen i forbindelse med fodboldtræning. Og det fungerer så fint. Wilfred havde lidt svært ved det i starten; at skulle forlade fodboldbanen og far for at tage med mig hjem. Men vi har snakket meget om det og forberedt dem så godt som muligt. Og nu er der stort set aldrig noget, når de skal sige farvel til en af os. 


Jeg mødte dem i Fakta i sidste uge – Bos uge – og det er nu altså ret hyggeligt, at vi lige kan snakke, kramme og sludre på parkeringspladsen alle mand, inden de sætter sig i bilen, vinker, og jeg går i Fakta og handler 😊
Jeg fik en besked i min indbakke om hvordan jeg håndterede savnet til børnene. Og ærligt, jeg mærker faktisk ikke, at jeg savner dem – i hvert fald ikke før, jeg ser dem igen. Vi har dog lavet en aftale om, at jeg henter dem hver torsdag (hvor min mormor alle dage har hentet dem) hos olde og tager dem med hjem til en enkelt overnatning. Det er selvfølgelig mit behov for at se dem, men jeg håber også, at de trives med det (det er stadig så nyt), for jeg synes virkelig, det er dejligt at se dem sådan midt-uge. Men igen, alt på deres præmisser, så hvis det viser sig, at de ikke kan styre det, at det skaber mere forvirring end ro og glæde, så må vi ændre på det. Det er trods alt vores fornemmeste opgave at få børnene godt igennem det her. 


Jeg nyder virkelig mine uger uden børn (og naturligvis også ugerne MED dem), men jeg føler, jeg får tanket fuldt op på overskudskontoen, når jeg er alene, så jeg kan være der meget mere for dem, når de så endelig er hos mig.. end jeg kunne før. Jeg føler, vi har mere kvalitetstid sammen (så meget man nu kan have i en travl hverdag), og det føles så dejligt. Det kan selvfølgelig være hårdt at have dem selv, men det er mest det praktiske i det. At jeg lige skal nå at servere morgenmad, nå i bad osv, hvor vi før var to om det. Men til gengæld er jeg mere glad, har mere overskud og bliver ikke så nemt sur som før. Langt fra. Søndag aften når de er afleveret er der dog meeeget stille. Og jeg kan få ret dårlig samvittighed, hvis jeg har skældt lidt ud lige inden aflevering, så søndag i mine uger forsøger jeg altid at finde lidt ekstra smil og overskud frem 😄 Når mandag så er i fuld gang i mine alene-uger, ja, så er tomheden forsvundet, og der er drøn på som altid. Eneste forskel er så, at jeg NU ikke længere har dårlig samvittighed over at skulle alt muligt (i mine alene-uger), fordi jeg jo alligevel ikke er sammen med dem. Jeg ved, de har det godt hos Bo, og så har jeg det også godt. Den konstante dårlige samvittighed, jeg kunne have før over blot at køre en tur i Bilka uden børn, er forsvundet, og det er virkelig en rar følelse – at man ikke længere skal skynde sig hjem bare fordi. 
Jeg føler mig aldrig ensom, og jeg har det faktisk aldrig skidt eller bliver ked af det. Det virker helt vildt, at jeg slet ikke har været sådan “nede” over det her – for det er da en kæmpe omvæltning i mit og vores liv. Måske kommer det på et tidspunkt, men den tid, der går godt, kommer jo ikke skidt tilbage 😃 Og jeg har besluttet mig for fra starten, at jeg ville være hende den seje alenemor, der med oprejst pande “marcherer” ned igennem gågaden med et barn i hver hånd 😅 Det er absolut ikke fordi jeg er den “hårde” type, der ikke kan være ked af det, men det er nok mere et symbol på, at jeg vil tage ansvar for mit og vores nye liv og vise mine børn, at de kan være helt trygge ved, at jeg nok skal vise dem vejen – uanset om mor og far er sammen eller ej ♥️


Nå, det var kort og langt på samme tid. 
Jeg vender stærkt tilbage, når jeg har mere på hjerte. Skriv endelig, hvis I har spørgsmål til det hele. 


De bedste hilser fra Lise



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.